Når døden bliver sjov

Den politiske satirefilm Stalins død af instruktøren Armando Iannuci er dødsjov - bogstaveligt talt.
Utroligt mange mennesker bliver slået ihjel på alverdens måder i løbet af de knapt to timer, filmen varer. Likvideringer, ligafbrændinger, tortur og voldtægt står i kø -og alligevel er filmen hulkende morsom.
Handlingen foregår i de dage i 1953, hvor Stalin får en hjerneblødning og hurtigt efter dør. Det er den følgende magtkamp, der er plottets omdrejningspunkt, og hvilken grotesk forestilling.
Efter indledningsvis at give et billede af det helt absurd klaustrofobisk kontrollerede land Sovjetunionen med en nærmest Monty Pythonsk gakket humor, følger vi Nikita Krushchevs (en vanvittigt godt spillende Steve Buscemi) og lederen af sikkerhedspolitiet Berias (Simon Russel Beale)kamp om at få magten i det enorme rige. De fleste af personerne i filmen er historiske og en del af begivenhederne har også udgangspunkt i virkelige hændelser - og det er virkelig grumt.
Sovjetunionen var ikke et sjovt sted at opholde sig i Stalins tid. Alle var udsatte, ingen turde foretage sig noget som helst fornuftigt.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er i orden at lave en komedie om en mand, der var skyld i over 40 millioner menneskers død, men det bliver heldigvis løst meget elegant.
De ledere der ønsker at efterfølge Stalin bliver udleveret i optrin, der er Marx Brothers værdige, men aldrig et sekund glemmer man det ubehagelige pres, der lå på alle i Stalins Sovjetunionen.
Tankerne ledes hen på Robert Benignis film Livet er smukt fra 1997, men helt uden Benignis sødme. Til gengæld er humoren rå og udleverer det stalinistiske magtapparat fuldstændig. Der var tilsyneladende kun meget få sympatiske mennesker i det samfund
Filmen vises desværre kun i få biografer i landet, men det er en utroligt anbefalelsesværdig film, så brug julens fridage på at få den set.