Danmark - Sverige?

Denne film er på alle måder en fantastisk præstation.
Jeg så filmen sammen med min kone, og der var så stille i stuen, at jeg tror vi ville have bemærket, hvis en edderkop var gået over gulvet.

Filmen begynder med en begravelse (viser sig senere at være P.S. Krøyers) - så man kommer straks i den mere dystre ende af følelsesregistret. Alle sanser står åbne.

Søren Sætter Lassen spiller fantastisk fra filmens reelle begyndelse, og man fornemmer hurtigt, at hans sind er mørkt og sygdomspræget. Sygdommen tager til, og på et tidspunkt maler han Marie og Vibeke, og befaler!! Vibeke at stå stille i dagevis. Da maleriet er færdigt er Vibeke slet ikke med på det, men derimod familiens hund. Så ved alle vist, at der er noget rablende galt!
Herfra går det stærkt med hans sygdom, og Marie beslutter at tage på ferie i Sverige i længere tid.
Det bliver Maries videre skæbne.

Hun møder - og forelsker sig i - komponisten Hugo.

Kærligheden mellem de to bliver så stærk, at Marie tager tilbage til Skagen for at lade sig skille fra Krøyer.

Her opdager hun, at hun er gravid med Hugo, og ved nu at hun straks efter fødslen er nødt til at rejse tilbage til sin kærlighed i Sverige. Marie træffer samtidig den tunge beslutning, at hun vil efterlade Vibeke hos Maries barnløse og kære veninde Henny i Skagen.

Filmens afslutningsscene er Marie og den nyfødte datters afrejse fra Skagen, og hvor Vibeke og Henny netop når frem for at vinke "et endeligt farvel".

Deres videre skæbner melder filmen intet om, den viden må man søge andre steder, hvis man vil kende svarene på det.