Bedre end anmeldelserne siger

Hvis jeg havde troet filmanmelderne, var jeg næppe gå ind for at se »Happy Ending«.
Normalt afholder jeg mig fra at kommentere andres anmeldelser, men i dette tilfælde er det mere end almindeligt vanskeligt at alle være.
Ekstra Bladet: Filmens to hovedpersoner har »nogenlunde samme karakterdybde som et par Teletubbies«.
Information: Happy Ending sigter efter at være en sørgmunter komedie om at komme videre i livet efter et brud i en sen alder. (...) Men det er ikke en sørgmunter oplevelse at se så flade og forudsigelige karakterer blive foldet ud.
Jyllands-Posten: »Happy Ending’ vil en masse, men det ender en anelse forvirrende«.

Jeg er sikkert bare en jydetamp med et intellektuelt niveau, der er lavere end gennemsnittet - eller i hvert fald lavere end det kloge anmelderkorps’. For jeg følte mig både godt underholdt og synes, at filmen var rørende, relevant og i store perioder også ganske morsom.

I filmen følger vi Helle (Birthe Neumann), der har glædet sig til, at hendes travle direktørmand, Peter (Kurt Ravn), skulle på pension, så de kunne få noget mere tid sammen.
Men Peter er træt af livets forud­sigeligheder, og efter 50 år sammen investerer han i stedet den fælles pensionsopsparing i et østrigsk vinhus (uden at fortælle hende om det) og meddeler, at han vil skilles.

Bevares, den slags er måske set i halv-sentimentale amerikanske mainstreamfilm, men her løber manden dog trods alt ikke med en yngre model. Det er mere i livet end den slags. Og der er meget mere i »Happy Hnding« end dét, der bliver sagt - især på grund af nogle rigtig fine skuespillerpræstationer.

Jeg ved efterhånden ikke, hvem jeg skal stole mest på. Filmanmeldere eller en direktør højt på strå i Danske Bank. »Happy Ending« er faktisk en helt fin film. Altså medmindre jeg er for nem at gøre tilfreds.