Maggie

Jeg er for ung til for alvor at kunne huske Thatchers regeringstid. I hvert fald var jeg dengang for ung til at føle på egen krop, hvad hendes politik betød for Storbritanien og for Europa. Politisk står jeg langt fra de konservative, så alt i alt var jeg spændt på, i hvilken grad Jernladyen ville røre mig. Men den rørte mig – meget! – og det var som om, jeg pludselig kunne føle omfanget af hendes betydning. Sympatien ligger umiddelbart hos Lady Thatcher. Hendes opstigning fra købmandsdatter til premierminister i så mandsdomineret en verden er beundringsværdig uanset politisk ståsted. Sympatien slår revner, når vi ser dokumentarklip fra demonstrationer og krigen på Falklandsøerne. For hendes tilhængere må det være svært, at filmen tager udgangspunkt i hverdagen for den efterhånden ældre og hallucinerende Thatcher, der tror, at den afdøde ægtemand Denis stadig er hos hende.
Meryl Streep gør det intet mindre end fremragende i rolle som Thatcher, men jeg synes også Jim Broadbent er skøn som den ældre Denis. De yngre udgaver af både Thatcher og Denis har nogle skønne scener sammen, som uden tvivl er med til at opbygge vores sympati for Maggie.
Jeg blev rørt flere gange i løbet af filmen og kan på det varmeste anbefale at se Jernladyen – uanset politisk overbevisning er det en smuk, varm og såmænd også oplysende film.