Nu er det alvor

"Nu er det alvor". Sådan siger den narkodømte tyrker Nuri ind i mobilkameraet, på vej hen for at give sit ja til tyskfødte Katja i en kantinelignende sal i fængslet. Rammerne er trøstesløse, men kærligheden er så stærk og fuld af håb, at vielsesringene er tatoveret på. Filmens første replik lader os ane, at det er alvor, det her - ikke bare brylluppet mellem Nuri og Katja, men den historie, der venter os.
Filmen er delt op i kapitler, og dette første kapitel bærer titlen "Familien". Bryllupsscenen var et tilbageblik, og parret har i mellemtiden fået sønnen Rocco; Nuri er blevet resocialiseret og har åbnet sin egen forretning i et tyrkisk kvarter i Hamburg - der som i flere tidligere film danner rammen for instruktør Fatih Akins fortællinger. Alt er godt, indtil en bombe springer foran Nuris butik og slår både ham og sønnen ihjel. Denne grufulde handling er afsæt for filmens videre forløb og centrale konflikt.
Katjas sorg over at have mistet mand og barn er hjerteskærende. Katja reagerer så fysisk på sorgen, at hendes menstruation udebliver. Hun kæmper - sammen med advokaten Danilo - for, at de to mistænkte skal stå til regnskab for deres udåd.

Filmen tager udgangspunkt i en række mord på tyskere med anden etnisk baggrund, begået af den nynazistiske gruppe NSU (Nationalsozialistischer Untergrund) i årene 2000 til 2007. Først da to af gruppens medlemmer blev fundet døde i 2011 og et tredje medlem, Beate Zschäpe, tilstod overfor politiet, erkendte man, at der var tale om nynazistiske, fremmedfjendtlige mord. Også i filmen går eftersøgningen i første omgang i retning af private konflikter mellem Nuri og den kurdiske mafia, albanere, islamister. Scenerne fra retssagen er vigtige og rystende, men dramaturgisk er det alligevel som om, de bryder med filmens øvrige flow.
Katja, der spilles fremragende af Diane Kruger, vælger at tage sagen i egen hånd. Hendes ønske om hævn ændrer karakter, da menstruationen vender tilbage og viser, at hun - eller i hvert fald hendes krop - er klar til at leve og give liv igen. Slutningen skal ikke røbes her, men det er en dramatisk og gribende film. Kender man til den bagvedliggende, virkelige historie, er filmen endnu sværere at ryste af sig, og retssagen mod de to nynazister næsten uudholdelig. Den almenmenneskelige smerte over at miste står også som et stærkt motiv i filmen og gør i sig selv filmen værd at se. Samtidig er filmen en kunstnerisk kommentar til en vigtig politisk historie.