I DAG:
Anbefaling - Film

Musical på film

Les Misérables anbefalet af Hans Christian Davidsen
14. april 2013
Vurdering:
Samlet vurdering:
Hvis man forventer film, bliver man skuffet. Hvis man ved, hvad man går ind til - filmet musical og teater - og ikke er overfølsom for grandios Hollywood-opsætning, så vil man kunne lide Tom Hoopers Les Misérables: Han har meget gennemført valgt at optage sangene live, og det giver os en autentisk følelse.

Åbningsscenen er stor: Flere tusinde slaver trækker et kolossalt skib i dok, mens kommissær Javert (Russell Crowe) følger sin livsvej: Med rigorisme at sørge for, at loven bliver overholdt. En flot scene. Sammenlignet med denne virker sætstykkerne senere i filmen noget skrabede. Barrikaderne under det store hungeroprør i Frankrig i 1832 illustreres med en ikke særlig overbevisende kulisse af dagligstuemøbler kastet på gaden et enkelt sted i Paris. Her er vi tilbage på den lille musicalscene med begrænset plads.

Filmens sange er hentet fra London-musicalen, der havde premiere i 1980erne: "I Dreamed A Dream", "Bring Him Home", "One Day More", "On My Own" etc. Og kunne man lide musicalen, kommer man med stor sandsynlighed til at holde af filmen.

Her er de store følelser med revolution, frelse, fornedrelse, opofrelse, forelskelse, magt og afmagt, og også tro og social retfærdighed. Victor Hugo skrev i virkeligheden den første rigtige proletarroman. Han er nogle gange temmelig enfoldig i sin samfundskritik og hans psykologiske indsigt bestemt ikke noget at prale af - heller ikke med datidens briller. Men det var som noget ganske nyt en proletar, romanlæserne her fik præsenteret som helt, da romanen udkom i 1862 - oven i købet en helt med masser af udstråling og karisma.

Derfor er »Les Misérables« også en af verdenslitteraturens største romaner. Hovedpersonerne er stærke og enkle. Bogen blotlægger en lang kamp mellem det gode og det onde, mellem Valjean, en omvendt straffefange, og politimanden Javert, der har stirret sig blind på loven.

Les Misérables er en spændende og symbolladet fortælling om straffefangens fantastiske omvendelse og hans livslange kamp ikke blot mod uretfærdighed, men også falskhed og den rene råddenskab. Han blev tyv, fordi han var sulten, stjal et par brød og en latterlig lysestage fra en biskop, som havde rigeligt i forvejen. Efter 19 års straf på galejen vender han tilbage til Frankrig som en blanding mellem Lenin og Robin Hood, samler en mishandlet Askepot op fra grov udnyttelse: Det uskyldsrene og forfulgte barn Cosette.

Hugh Jackman har fået den svære rolle som en meget melodramatisk Jean Valjean. Han synger kraftigt igennem og er filmet ensformigt. Sådan er det gennemgående i filmen. Under sangene er kameravinklerne statiske og variationen skifter mellem en ventre-højre vinkel. Mig forstyrrer det ikke. Jeg har det fint med, at sangen overskygger det filmiske. Russell Crowe kan nok se stædig ud, men han udtrykker ikke den kyniske vilje, som romanfiguren Javert har. Anne Hathhaway gør det fremragende i den korte birolle, hun har som Fantine.

Som teater og musical på film er Hoopers Les Misérables fremragende. Dog ville det have været forunderligt at opleve den på fransk - især når den drævende britiske underklasseaccent forstyrrer i kulisserne, der skal forestille Paris' gader. Men den kulturkamp har franskmændene for længst tabt.





Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr
Vi maler byen rød: The musical
Spilleperiode 4. apr - 27. apr