Anbefalelsværdig med forbehold.

Opsummering:
TRON: Legacy er på mange måder en paradoksal film. På den ene side er den interessant, flot og spændende, mens den på den anden side er irrelevant, lummer og hurtigt glemt. Hvorledes man forholder sig til filmen, vil jeg mene afhænger helt og holdent af, hvilket forhold man har til seriens første indslag samt hvor present denne er i ens bevidsthed, når man ser TRON: Legacy. Jeg snakker her selvfølgelig om TRON (1982). Uden forudgående kendskab til TRON, vil TRON: Legacy formentlig være en vild tur for de fleste med hæsblæsende action, fremragende musik og et fængende univers; en tur som jeg sagtens kan anbefale. Men én ting er helt sikker: Den blegner i forhold til TRON.

Anbefaling:
På overfladen adskiller det to film sig handlingsmæssigt, men essensen er akkurat den samme. I TRON følger vi programmøren Kevin Flynn (Jeff Bridges), der forsøger at hacke hovedcomputeren, det såkaldte Master Control Program (MCP), hos ENCOM, hans tidligere arbejdsgiver, for at indsamle beviser for, at de har stjålet en masse software, han har programmeret. Ved et uheld bliver Flynn suget ind i the Grid, et computerunivers, der befolkes af legemliggjorte programmer, og gennem resten af filmen bærer seeren vidne til hans kamp for at komme hjem igen, hvilket kun kan lade sig gøre ved at overvinde den onde MCP. TRON er således en visualisering af de processer, der foregår inde i en computer, men det er også en visualisering af menneskets ambivalente forhold til teknologi, i og med at Flynn er et menneske, der både kæmper for og imod teknologien i et digitalt univers.

TRON: Legacy tager den samme problematik op, men på en mere direkte måde. I denne film suges Flynns søn, Sam Flynn (Garrett Hedlund), ind i the Grid og skal, ligesom sin far i TRON (og sammen med denne), hastigt nå frem til den portal, hvorigennem de er kommet og hvorigennem det er muligt at vende tilbage til den virkelige verden. Dette bliver til et kapløb mellem far og søn på den ene side og antagonisten Clu på den anden. Clu, som blev introduceret i TRON, er et program, der i TRON: Legacy regerer the Grid med jernnæve og nærer et brændende ønske om at frigøre sig af brugerne, dvs. de mennesker, som skaber programmerne, ved at benytte selvsamme portal til at slippe ud af the Grid og ind i vores verden i et forsøg på at underlægge sig den.

Kernen i TRON: Legacy således præcis den samme som i TRON, menneske kontra teknologi, hvilket, i og for sig, er fint nok, da det er et interessant emne, men desværre synes jeg ikke, at der tilføres noget nævneværdigt nyt, hvorfor TRON: Legacy uvægerligt kommer til at virke en smule tom i forhold til TRON.

En anden ting, der gjorde Tron interessant, var filmens tekniske udførsel, som i 1982 må have blæst folk fuldstændig omkuld. Dette er ikke tilfældet med TRON: Legacy, som ganske vist formår at fremmane et meget fængende og lækkert udseende univers, men som samtidig ikke adskiller sig fra mange andre effektfilm i dag.

På mange måde forudsætter TRON: Legacy et vist kendskab til TRON, bl.a. fordi den bugner af referencer til ophavet, men på paradoksal vis er det netop også ens kendskab til TRON, der får TRON: Legacy til at fremstå som et middelmådigt forsøg på at videreføre en fortælling, der ikke nødvendigvis behøver at blive videreført, da den hviler fint i sig selv. Har man derimod ikke set TRON, vil ens oplevelse af TRON: Legacy helt sikkert være af en helt anden og mere positiv karakter: En spektakulær, dragende og ikke mindst tankevækkende film, der helt sikkert er en tur i biografen værd!