Ikke særlig sjov

Instruktør Nikolaj Peyk, som bl.a. har forfattet manuskripterne til ”Jul på Vesterbro” (2003), ”Inkasso” (2004) og ”Den Sorte Madonna” (2007), præsenterer med ”Tung Metal” den sagesløse seer for en meget klichetung og nærmest ubehageligt forudsigelig historie om den knapt så kække Tonny/Fræserfjæs (Christian Geo Heltboe), der tilbage i 90’erne slog sine folder i det succesfulde heavy metal-band Lead Poison og som nu, mange år efter, at Lead Poison er gået i opløsning, er endt som lidt af en social taber. Hans kæreste Susan (Signe Mannow), som er manager og bor i en fancy lejlighed, får nok, da Tonny, for hvad der lader til at være 1000. gang, fucker sit job op. Hun forlader den synkende skude og får ansættelse hos den hyperegocentrerede poprocker Nick (Uffe Holm med en åndssvag paryk), som selvfølgelig kun er ude på at score hende, samtidig med at han også er Tonnys musikalske rival. I et forsøg på at vinde Susan tilbage gendanner Tonny med dybfølt optimisme Lead Poison, som nyder en nærmest legendarisk status blandt filmens rock- og metalhoveder, og forsøger at gøre ensemblet klar til den store metalfestival Monster’s Ball, der finder sted om lørdagen. Så er banen ligesom kridtet op, og så går det ellers derud af med mere eller mindre sjove påfund.

Problemet med ”Tung Metal” er, som sagt, at historien er den samme fortærskede og gennemforudsigelige fortælling, man har set en milliard gange før. Med andre ord så er der absolut intet, og jeg mener virkelig intet, at kommer efter i den afdeling, da man allerede har gættet udfaldet inden for de første ti minutter. Derfor står og falder filmen med dens komik, men desværre er der også her alvorlige problemer. Bevares, Tonny er en ret sjov karakter, der fik mig til at grine flere gange, ligesom at den talentløse, men godhjertede, trommeslager Kim/Chuck (Heino Hansen), som efter min mening er det store komiske trækplaster, også har mange rigtigt fine leveringer. Derimod er Uffe Holm og Jan Gintberg (som spiller en restaurantchef), for ikke at tale om den ekstremt malplacerede Robert Hansen (som spiller Krølle, lead-guitaristen i Lead Poison), alle meget lidt sjove, hvilket er en skam, da de, trods alt, tegner sig for en del skærmtid.

Jeg har ikke så meget mere at sige om ”Tung Metal”. Det er et tyndt opkog af en tynd suppe, som er krydret med enkelte strejf af morskab. Jeg giver den én stjerne for Tonny/Fræserfjæs og én stjerne for Kim/Chuck – havde det ikke været for dem, ville ”Tung Metal” være totalt tidspilde. Som den er nu, kan jeg dog godt anbefale den, hvis du står og har brug for noget forglemmelig søndagssjov til at dulme tømmermændene med og tilfældigvis falder over den til en 50’er et eller andet sted. Jeg vil dog til enhver tid anbefale dig at slå kløerne i Rob Reiners mesterlige og svært overlegne ”This is Spinal Tap” (1984) i stedet for, hvis du har lyst til at se en virkelig sjov komedie om et kikset heavy metal-band.

PS: Som metalhoved generer det mig, at filmen hedder ”Tung Metal”, da ordet ”metal” praktisk talt aldrig bliver nævnt i filmen. De snakker alle sammen om rock ’n’ roll, hvilket selvfølgelig, på ingen måde, er det samme. Og der er sgu heller ikke meget metal over ”Pocket Rocket”, den eneste Lead Poison-sang man hører igennem filmen. Jeg synes tit, man støder på lignende forvanskninger af begrebet metal i filmsammenhænge, hvilket ærgrer mig bravt. Hvorfor ikke bare stå ved, at man hellere vil værne om hr. og fru Jensens sarte øregange, og så helt droppe alle referencer til metal og lade materialet åbenlyst handle om rock i stedet for, så vi andre kan slippe for at se vores musik blive brugt som et mærkat på noget, det ikke dækker.