”Det grå guld” gør det godt!
Vurdering:
Samlet vurdering:
- Socialrealistisk komedie om hvordan livet ser ud når det snart er pasé.
Da ægteparret Anette og Holger pludselig står til at blive sat på gaden fordi de har overset et brev vedrørende ombygning af deres lejlighedskompleks til ungdomsboliger, står de pludselig i en meget svær situation, der ikke synes at have nogen nem løsning. Banken vil ikke låne dem penge til at købe en ny bolig, og de møder blot modgang og blindgyder i jagten på en ny bolig. Det bliver for meget for Anette, der beslutter at de nu må skride til handling og tage sagen i egen hånd! - De må røve banken!
”Det grå guld” leverer et koncentreret socialrealistisk drama med hygge og humor omhandlende på det overliggende plan bankkuppet og dét at tage lykken i egen hånd, og på det underliggende plan det lidt alvorlige tema vedrørende livets valg og konsekvenser, samt livets udfordringer som ældre og hvordan livet ser ud, når man snart er nær enden.
Filmen og fortællingen er nyskabende og med en anderledes synsvinkel. Handlingen udspiller sig på ægte god gammeldags ”Olsen Banden”-manér.
Birthe Neumann stråler i sin rolle som midaldrende Anette og de mandlige medspillere Lars Knutzon (Holger, hendes mand) og Kurt Ravn (John, Anettes gamle flamme) spiller fortræffeligt. Aqua-René og Anders Matthesen er skønne og sjove indslag i filmen, og hiver den op på komedieniveauet. Filmen er sjov og hyggelig, og har enddog dybde med dens tema og vinkel, med emner som man kan tænke videre over langt efter dens slutning.
(5 stjerner)