Studiejob med knaster i

Provokation er i højsædet i Malgoska Szumowskas nyeste film ”Elles” – ikke på grund af de berygtede eksplicitte sexscener, men nærmere på grund af en æstetisering og romantisering af prostitution.

Eller, det vil nogen mene.

Der er ingen tvivl om, at sexscenerne mellem luder og kunde er behagelige og knap så afskrækkende i deres varme belysning. Selv et golden shower virker knap så ydmygende, når det er efterfulgt af guitarspil og sing-a-long hygge i kimono og bar røv. Følelsen af at blive pisset i ansigtet er, ifølge en af en af filmens karakterer, underordnet, når du ser mandens (som oven i købet er attraktiv) begær og beundring for dig i hans øjne. Og så er der jo pengene. En ny form for frihed. En afhængighed.

Selvfølgelig findes der ikke et glansbillede af prostitution. Heller ikke for filmens to unge piger, som søger denne vej, frem for et job på McDonalds, for at finansiere studierne i Paris. Pigerne her har mulighed for at vælge og vi møder den frie og mere privilegerede luder, men ikke nødvendigvis den lykkelige. Situationen er nemlig præget af ambivalens, hvilket også træder frem hos hovedpersonen, journalisten Anne (Juliette Binoche), som stiller spørgsmålene tilskueren sidder med – føler du dig ikke ydmyget? Føler du, at du har overtaget? Hvad er kunderne for nogle typer? – og samtidig udviser en sær tiltrækning og fascination af pigerne og deres hemmelige liv. Dette understøttes i parallellen til hendes egen mondæne tilværelse med smuldrende parforhold og et køleskab, som aldrig lukker ordentligt.

”Elles” opstiller nogle interessante konflikter og tematikker omkring prostitution, hverdagsliv og relationer. Den gør det subtilt og det er befriende, at filmen ikke tager direkte stilling til tematikken omkring den lykkelige/ulykkelige luder. Det må man selv læse ind i den. Nogen vil mene at den leverer et poleret billede af prostitution, jeg læser ud af den, at lykken ikke findes der, selv under de forholdsvist fine forhold. Noget andet, som er befriende, er en hovedperson, som ikke ser ud til at rykke sig fra A til B, trods følelsesmæssig tumult. Deprimerende, men interessant.

Derudover er filmen lækkert klippet og jeg nyder, at den tager sig sin tid til at fokusere på bestemte frames, som på underspillet vis kan sige så meget. Det hele bliver dog lidt for langtrukket til sidst og som modspil til min begejstring kan jeg citere ham jeg slæbte med i biffen: ”Det er fransk, kedeligt og jeg kan ikke se hvad det vil”. Så kan man tygge lidt på dén.