Ladyen med orkide og frihedskamp

Det er svært med spillefilm, der vil være autentiske, dokumentariske og sympatiske.
Helt ægte, helt troværdige bliver de aldrig. Selv de bedste skuespillere, flotte locations og en erfaren instruktør, kan ikke kopiere virkeligheden.
Det kan den nutidige film ”the Lady” om Burmas frihedshelt Aung San Suu Kyi heller ikke.
Vi kender hendes heroiske kamp. Hvordan hun må forlade sin mand og børn, bliver tvunget til husarrest i sit gamle barndomshjem og frataget sin valgsejer.

Siden 1988 i en ikke-voldelig kamp mod en despotisk overmagt – medens hele verden ser afmægtig til. En kamp på linje med Gandhis og Mandelas. I trods og kamp, i menneskerettighedernes navn – med store personlige ofre. Ene kvinde mod en korrupt kynisk overmagt.

Sui Kyis har vores medfølelse og ubetinget sympati. Vi klapper i hænderne når Nobelpris Komiteen giver hende fredsprisen – og forarges over at Burmas umenneskelige regime ikke giver hende mulighed for at modtage hæderen.
Alt det ved vi – og ser gentaget, i Luc Bessons film, (ham med bl.a. Subway og Nikita), der også vil belyse hendes personlige og følelsesmæssige afsavn. Børnenes fravær, mandens tiltagende prostatakræft, ensomheden og voldens skygger.

Lige så vigtig kampen for demokratiet er, lige så lidt folder filmen hendes personlige liv sig ud. Facts, tid og sted er korrekte nok – men det kunstneriske greb, det der skal knuge og engagere, det udebliver.

Michelle Yeoh spiller og ligner, med orkide og sarong, vores smukke spinkle heltinde, så man forbløffes.

Velment og vellignende – men desværre, trods smukke hensigter, er filmen blevet et tomt romantisk hyldest digt – til en frihedskamp vi alle kan slutte op om.
Godt vi har de ægte dokumentarfilm, når historien skal skrives.