Søvndyssende rejse til Østtyskland

Filmen ”Barbara” udspiller sig under den kolde krig og handler om en ung, kvindelig læge, som ankommer fra Berlin til et provinshospital i Østtyskland efter hun har været i fængsel pga. politiske anklager. Det står hurtigt klart, at hun afskyr sin tilværelse i den lille soveby, lige så meget som byens indbyggere afskyr hende. Hun fremstår arrogant, kold og utilnærmelig. I filmen betegnes hun meget rammende som en, der – hvis hun havde været et barn – ”surmuler”. Hun arbejder i al hemmelighed for Vesttyskland, hvilket kun bidrager til hendes had mod det sted, hun nu er landet. Langsomt tør hun dog op – smilet kommer på læben, hun begynder at spise frokost med sine kolleger, hun øver sig på klaveret. Hvor hun først var lidt af en kyniker i sit virke som børnelæge, viser hun nu mere menneskelige sider af sig selv. Problemet med dette skift i hendes person er desværre, at det er alt for gennemskueligt. Symbolikken nærmer sig det direkte kiksede, hvilket topper, da hun pludselig kysser sin mandlige kollega.
Der er nogle smukke stemninger i filmen, og man fornemmer klart den østtyske håbløshed, men generelt går den alt for langsomt frem i handlingen, og der er meget lange pauser i både samtaler og scener. I stedet for at vække interesse, vækker denne film mest af alt lysten til at slumre lidt hen i biografens mørke..