Ingen magi over Paris

Den til dato i USA mest indbringende Woody Allen film siger du? Javel ja…
Der siges om Woody Allens film, at enten elsker man dem, eller så hader man dem. Had er et lige voldsomt nok ord at bruge i denne sammenhæng, men jeg hælder i hvert fald mere til den side end den anden, når det kommer til sidste nye skud på stammen. Midnight in Paris gjorde ganske enkelt ikke indtryk på mig. Den hverken underholdt mig, provokerede mig, udfordrede mig eller forløste mig.
Det ultimative succeskriterie for mig ville ha været, hvis jeg var kommet ud af biografen med en altfortærende lyst til at droppe mit nuværende liv og flytte til Paris for at skrive en roman, iført charlestonkjole, fjerboa og cigaretrør. Det skete ikke. Udgangspunktet var ellers godt med de første minutters håndholdte kamera view over Paris. Det signalerede en første-gangs-besøgendes spirende kærlighed til en fantastisk by. Desværre får Paris aldrig samme bærende rolle i filmen, som New York har haft æren af i mange af Woody Allens øvrige film. Paris’ magi forsvandt i slidte klichér, stupide fraser og et virvar af karakterer. Idéen med 1920érnes kunstnerelite som inspiratorer og vejledere i hovedpersonen Gil Penders (Owen Wilson) jagt på den seriøse forfatter inde i ham selv lød ellers interessant i mine øjne. Jeg er selv typen, der tager på Harrys Bar for at få en Bloody Mary, fordi Ernest Hemingway gjorde. Eller på Café de Flore for at indsnuse atmosfæren af Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.
Det nostalgiske i Midnight in Paris har en tendens til at blive en parodi med bombardementet af personligheder, som leder ens tanker hen på kvantitet frem for kvalitet. Jeg vil dog som mange andre fremhæve Marion Cotillard som Adriana, Corey Stoll som Hemingway og Adrien Brody som Salvador Dali. Derimod finder jeg Owen Wilson fejlcastet som Woody Allens alter-ego. Han burde være den, der bandt alt det hele sammen: historien, karaktererne, replikkerne, komedien og begavelsen, men det formår han ikke. Der er intet dybde i Wilsons spil. Han er alt for endimensionel og fanger slet ikke rollen som den evigt funderende, tvivlende småneurotiker med de store spørgsmål om livet, kærligheden og egen eksistens (eller mangel på samme), som ellers er Woody Allens alter-ego. Wilson virker bare i mine øjne som en forkælet, ensporet klynker uden situationsfornemmelse og intelligens. Nogle ville måske anse det som forfriskende, fordi Owen Wilson spiller Woody Allen som Owen Wilson og ikke som en karikaturudgave af Woody Allen. Jeg ville sige: ”Han kan heller ikke andet.”
Det bedste ved filmen er uden tvivl Cole Porters musik og den til tider skarpe dialog med hurtige bemærkninger om USA’s politik, men beklageligt nok kommer historien aldrig på den anden side af ønsketænkning og en forudsigelig slutning. Hvis jeg skulle driste mig til at analysere filmen og give den en dybere mening med det nostalgiske tilbagetrip til Paris i 1920érne, så er det ikke for at glorificere fortiden, men derimod for at åbne øjnene for den nutid vi lever i. Give os evnen og lysten til at nyde det vi har, finde os selv og udnytte vores potentiale. Lad nostalgi blive i nostalgiens verden og led i stedet efter lykken og magien i den du er.
Da jeg stod og låste min cykel op uden for biografen, passerer en mand og dame i 60’erne forbi mig, ivrigt snakkende om filmen. Kvinden siger: ”Han er vel nok et legebarn, ham Woody Allen.” Manden: ”Ja, ham gad jeg godt lege med.” Så strålede de ellers begge to, som om de lige havde set århundredets film. Ja, sådan ser vi jo så forskelligt på tingene. Heldigvis.