Im keller

Det er længe siden jeg sidst har set en dokumentar, og denne viser at meget er sket i mellemtiden. Med en klar æstetisk referrence til Wes Anderson i sin symmetriske, stringente iscenesættelse af sære eksistenser, flytter denne dokumentar på min opfattelse af genren i en endnu mere komplicret ramme. Det er tydeligt vi godt må grine af disse scener, eller sketches. Men hvorfor? Nok er de karikaturer af dem selv, og nok er kælderen et rum hvor mine roller med fuld kraft kan lukkes ud af underbevidstheden, men hvorfor skal dette være sjovt? Det er i virkeligheden tragisk, når en kvinde må gemme sine hyperrealistiske babydukker i bokse i kælderen, så man ikke opdager hendes afsavn. Eller når et ægtepar præcenterer deres kælder som et sted hvor alt kunne ske af sjov og fest, men som ikke har været brugt siden 80´erne, måske fordi de roller man spiller overfor hinanden er groet fast. Men humoren er en måde at snakke om vigtige ting på. Det er et tegn på genkendelse. Derfor er dette også en film, som kræver et publikum der tør stille spørgsmål ved sine egne reaktioner, og møde sin egen tragedie. Det er utroligt han har kunnet finde disse personer, og endnu mere utroligt at de så åbent vil vise sig. Der er derfor, og med de æstetiske valg, en følelse af distance til filmens indhold. Hvad er iscenesat, og hvad er autentisk? Det er en problematik, for distancen kan blive så stor, at der kun synes at være en facade. At intentionen, som i meget reality-tv, er at grine af dårligere stillede mennesker. Om Ulrich Seidl formår at bevæge sig uden om den ironiske distance må være op til beskueren.