Vedkommende og spændende

The wistleblower er den klassiske amerikanske selvransagende politiske film. Ene-gængeren mod systemet. Her er det ikke sheriffen mod wildwest byens skurke, men heltinden alene mod det internationale samfunds øverste organ, FN - fredens vogter, der anklages for korruption og rådenskab.

Scenen er Bosnien (1999) kort efter Dayton-freden, hvor FN's fredskorps har til opgave, at sikre fred og genopbygning af det borgerkrigsramte land.

Kathryn Bolkova, spillet af den mange facetterede Rachel Weisz, er en ambitiøs politi-cop fra Nebraska, der har meldt sig som medlem af FN's vellønnede fredsbevarende styrker.

I et krigshærget Bosnien, med vejbomber, plyndringer og religiøs hetz opdager Kathryn, at rådenskaben ikke kun findes blandt de lokale indbyggere - men op gennem FN-systemet.

Under dække af international immunitet og militær overmagt står en række "freds-soldater" bag trafficking , bordeller og anden udnyttelse af unge.

Bosniske kvinder. Et net af sex-kriminalitet - hvor hverken menneskeret organisationerne eller NGOerne tilsyneladende har magt eller evne til at gribe ind. Kun Kathrine Bolkova, i en blanding af naivitet, oprigtig forargelse og restfærdig harme, vil til bunds i rådenskaben. En kamp der synes håbløs - og så alligevel.

Nå afslutningen på denne spændings mættede historie kan afsløres, skyldes det, at den er basseret på en virkelig historie. Det lykkedes virkelig Bolkova at få verdens opinionens øjne vendt mod uhyrlighederne indenfor "de fredskabende styrker" - en satsning, der bl.a. kostede hende muligheder for en international karriere - men til gengæld medførte en gennemgribende oprydning blandt FNs rådne kar.

Selv om theWistelblower følger det klassiske mønster, hæver dens realistiske, brutale og frastødenede dokumentariske ægthed, filmen op over feel-good niveauet. Rachel Weisz er troværdig i sin insisteren, to-gange skilt moder til en teenage pige efterladt tilbage i staterne, der pludselig konfronteres med med næsten uovervindelige kræfter. Vanessa Redgrave, engelsk films store dame, er som FN-menneskerets højkommissionær næsten selvlysende af selvretfærdighed. Danske Nikolaj Lie Kaas, får nok ikke et international gennembrud, som Kathryns ny hollandske (!) kæreste - mindre kan også gøre det.

Filmen er vedkommende , spændende - og også lidt deprimerende.