Gammel Dansk med smådemens og jitterbug
Vurdering:
Samlet vurdering:
Måske er det en trend?
I biograferne, er der på det seneste dukket en stribe engelske/amerikanske film op, alle centreret om generationen ”det grå guld”.
Nu en gammel dansk, med netop den titel.
Helt så forgyldte er det gamle ægtepar (Birthe Neumann og Lars Knutzon) slet ikke.
Han lidt sur, smådement operaelsker. Hun fuld af energi og ivrig ældre-jitterbugger. 40 års vaneægteskab, udramatisk, nedslidt – og så kommer ulykken, de bliver opsagt fra deres lejlighed, og mere salt i såret, der skal i stedet bygges ungdomsboliger.
Hverken bank eller kreditforening finder de gamle kreditværdige i deres jagt på en ny bolig. Lidt i spøg finder de, sammen med hende ungdoms dansepartner (en afskediget bankmand) på løsningen: Vi røver en bank. Og så ikke mere om handlingen!
Plottet lyder ret sjovt/spændende, hvor tanken går til ”Støvsugerbanden”, Bent Christensens/Leif Panduros gamle film, som da også citeres i ”Det grå guld”. Dengang et sjovt og originalt ældre-oprør. ”Det grå guld” er ikke rigtigt nogle af delene.
Desværre. For ikke mindst Birthe N. og Lars K. spiller så det er en fornøjelse.
En lille knaldperle er Anders Matthesens våbenhandler. Et solonummer, hvor han rekommanderer og demonstrerer hele sit våbenarsenal, i en forrygende satirisk maskingeværsalve.
Filmens stil er snart humoristisk indlevelse, snart klichefyldt fjollet gammel-sentimental. En af de film, hvor man mest ærgrer sig over, at den kunne være blevet så god, hvis bare…
Heldigvis bliver det ikke helt skidt – takket være topprofessionelle, stilsikre skuespillere.
Instruktøren Shaky Gonzalez fortjener anerkendelse, for sit emnevalg og evnen til at pryde filmen med en nostalgisk detailrigdom – og ikke mindst for sin stædige kamp for at få rollator-filmen produceret.
”Det grå guld” er en Gammel Dansk, der varmer kort, men går aldrig i blodet.