Ida

Ida er en smuk historie der omhandler nonnen Ida og hendes moster i en jagt på at finde Idas afdøde forældre. De to kontrastfyldte karakterer supplerer hinanden godt med en spændende dynamik, da mosteren er ret alkoholiseret og Ida, en ung fortvivlet introvert.

Noget af det første man bemærker er Pawlikowskis enormt stærke æstetiske sprog. For det første er formatet noget der ligner en gammel 8mm film og lyden mono hvilket, især i biografen, giver filmen et andet udtryk end man er vant til.

For mig skærpede det mine sanser og nogen af scenerne er så velkomponerede og smukke at jeg kunne få lyst til at tage et billede af det, tage det med hjem og indramme det.

Historien var ret barsk men alligevel blev jeg efterladt med en form for ro i sindet. Det var dejligt forfriskende med en film hvor tomrummet ENDELIG får en plads og hvor billeder i sandhed kan sige mere en 1000 ord.

Ida virker som et crossover mellem en æstetisk smuk eksperimentalfilm, men også med en lidt forudsigelig historie. Jeg gad godt at se Pawlikowski gå lidt længere ud i det ekstreme med det eksperimentelle, men alt i alt er den i høj grad en film der er værd at se!