Seks professionelle filmskole film

”Spidse albuer, bløde knæ” (instruktion Karoline Lyngbye) – er en klassisk smertefuld teenager udviklings historie. Set før, og vil generation efter generation, blive fortalt mange, mange gange. 15 årige Julie er i klemme mellem søster/mor/søsters-forlovede. Dramatisk og psykologisk troværdigt. Ikke mindst, er personinstruktionen og dermed spil, fremragende – vi gennemlever teenager ensomheden, fortvivlelsen og oprøret, så det gør ondt. En lille tæt hverdagshistorie med skæve tænder og stor styrke i sin nærhed – og sikken et kameraarbejde, hvor musik ,billede og action, ikke mindst i diskotek-afsnittet, tromler os ned.
Et gennemarbejdet svendestykke – uden løvefødder og gesvejsninger. Men uden den farlighed, der kan vælte ”filmmuren”.

Så er der mere eksperiment i ”En maler” (Hlynur Palmason).
Åbningssekvensen, en næsten 360 graders panorering hen over det skånske landskab, grønt, øde, en hest eller to. Langsomt, langsomt er det Kieslowski eller …, der er noget uforløst, truende, aggressivt - og så close-up på en mands ryg.
En midaldrende kunstner, i en selvvalgt komfortabel ensomhed – med en dejlig dame i sengen og naturen som Guds/kunstnerens installation. En af hans mange sønner dukker op – oplæg til konflikten, vær-så-god. Og så kniber det lidt med, at fastholde vores interesse. En meget vittig sekvens, hvor kunstneren vrangvilligt lader sig interviewe/fotografere af kunstens bedrevidende æggehoveder, letter lidt på filmens tyngde.
Igen er billede og lyd voldsom – som om filmen indre drama ikke kan bære – og det kan det nok heller ikke. Modigt skildret og tæt på. Absurd, voldeligt. Fortalt i et fascinerende billedsprog, båret af aggression og en kunstners fortvivlelse i en ”splendid isolation”, der rimer på destruktion.

”The Association of Joy” (Amanda Kernelle) er derimod lige ud ad den traditionelle landevej. Forudsigelig så man krummer tæer – med en lidt (meget lidt) snært af bid og satire.
Overklasseparret, med strandvejs villa, pool og gode hensigter, vil gøre
noget for Ulandene. Og hvad er mere nærliggende end at lade
godgørenheden gå ud over en ”importeret” Thailandsk pige – ikke
au pair pige, nej fy da, der skal uddannelse og nærhed til. Gæt en gang:
manden brænder varm på pigen – og så er det så som så, med
godgørenheden fra konens side. I et par satiriske sekvenser svitses miljø
og hykleri. Det gør desværre ikke filmen mindre banal og forudsigelig.
Ikke helt, hvad man burde forvente sig af en filmskoleelev – men
(desværre)ikke langt fra mangen en dansk spillefilm.

”Oasen” (Carl Marott) , det var en overraskelse. Et trekantsdrama,
der vil og kan noget. Forbillederne er legendariske, amerikansk film, fra
Stanly Kubrick til Davis Lynch. Motellets mørke gange, værelsernes
støvede, slidte tristesse. Kæresteparret og ham den underlige ensomme
billist, Tom, fremragende spillet af Jens Andersen – så er der lagt op til
suspence.
Gys og gulnede billeder.
Helt i tråd med forbillederne, forelsker generte Tom sig i pigen, hvis
kavaler for en stund, har forladt hende i vrede. Konflikten er oplagt og
gennemført med stilsans, uden rysten på hånden. Et gennemarbejdet
lærestykke, i fortættet drama og uhygge. En fremragende
personinstruktion og en gysende indføring i psykens mørke. En stilsikker
film, der en Filmskole værdig.

”Flokken” (Klas Marklund) er helt i tråd med den fine danske
ungdomsfilm tradition. Gruppen og individet. Her er mandehørm,
fodboldsgøgl i den lille udørken af en provinsby, som er rammen om et
ungdoms flokken og to knægtes indbyrdes kamp. Gruppefælleskabet
indrammet af voldsom trommelarm, tilsat mandoms prøver i udkants
Danmark. Pænt og traditionelt fortalt, uden at historien bliver
særlig nærværende eller vedkommende.

”Escort” (Jonas Grum) tager til gengæld fat. En tæt dramatisk historie,
imponerende godt klippet, filmet og fortalt. Alex er chauffør for Lulu,
escortpigen med de mange eksklusive kunder. Først vil hun sidde hos
Alex, på forsædet, men nej, for Fanden, om på bagsædet. Tonen er rå og
forretningsmæssig. Bliver kunden for voldelig, så er Alex klar til med
kontant voldelig afregning. Vi følger de tos dialog, ham mest set i
baksejlet. En erotisk spænding og magtkamp.
Selv om filmens dramatiske udvikling ikke kommer bag på os, er den
vel-afviklet, vel-spillet – og løfter sig op over den banale historie om
ridderen / ludderen/Madonnaen!

De 6 film får samlet 5 kongekroner - den sidste har hver enkelt til gode til, når de engang laver den den spillefilm de brænder for - og vi håber på. Talentet er der.