FLIMMER PÅ HJERNEN

Komedien og mediesatiren 'Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen' er den for dedikerede fans længe ventede fortsættelse til ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ fra 2004. Den blev i sin tid modtaget med kultdyrkelse og anmelderroser.

Den kontroversielle, selvfede og lidt usikre nyhedsvært, Ron Burgundy, var sammen med sit trofaste Channel 4 News Team, 1970ernes faste nyhedsleverandører i San Diego - lige indtil Ron mistede sit job til sin kone, Veronica Corningstone.

Vippet af nyhedsstolen går Ron og hans hold ufortrødent løs på 1980erne, og sammen tager de til New York for at indtage byens første 24-timers nyhedskanal GNN. Hvordan mon filmens bagfolk er kommet frem til det navn?

Kanalens allerede etablerede og slibrige hovedvært, den nye kvindelige og sorte chef plus egne tåbeligheder er besværlige bump på vejen, før de igen kan kalde sig nr. 1 på nyhedsfronten.

Instruktøren bag den oprindelige film, Adam McKay, er igen manden bag galskaben og hviler her på skuldrene af sin ifølge inkarnerede fans geniale forgænger.


PLAT SOM FORVENTET, SJOVERE END FRYGTET

Mange af Anchorman 2´s optrin minder en del om Will Ferrells tidligere sketches set i et utal af amerikanske talkshows og satireprogrammer; for lange og for anstrengt morsomme. Her tænkes ikke mindst på Saturday Night Live, hvorfra en del af castet er hentet: Steve Carell, Christina Applegate og Paul Rudd.

Alle SNL-legender, der sammen med Will Ferrell dog får vist fin timing i absurd spil og replikhåndtering. De skiftes til at være straight fornuftige og rablende vanvittige. Enkelte gange desværre lagkage-på-lagkage vanvittige.

Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen' er så plat som forventet, men dog så gennemarbejdet plat, at den derfor er lidt sjovere, end man kunne have frygtet.

Er man tilhænger af det pinligt platte og med i kulten omkring forgængeren, må filmen kunne få armene i vejret på alle fans. Ellers flimrer figurerne efter min smag lidt for meget rundt i forsøget på at ramme det morsomme og komiske og bliver altså ufrivilligt komiske.

Jeg skylder at sige, at jeg ikke så den første film om Ron Burgundy. Måske meget godt. En opfølger lever sjældent op til forventningerne. Omvendt kunne jeg måske være blevet så indfanget af filmens specielle satireunivers og dets sproglige terminologi og mange referencer, at jeg ville have tilhørt kulten og derfor stadig have haft svært ved at få armene ned igen.