I DAG:
Anbefaling - Musik

Nordisk jazzperle med lav puls og høj klasse

Lost Threads anbefalet af Hans Christian Davidsen
14. april 2025
Vurdering:
Samlet vurdering:
»Lost Threads« er tredje og sidste kapitel i Daniel Sommers ambitiøse Nordic Trilogy – et projekt, hvor den danske trommeslager allierer sig med forskellige musikalske sjæle fra Nordens hjørner. Denne gang er det blevet til en liveindspilning i et studie i Helsinki – uden efterfølgende fiksfakserier, uden klip og klistre. Alt, hvad man hører, er skabt i øjeblikket. Og det kan mærkes.

Ro er et nøgleord her. Det er musik, der ikke japper af sted, men tager sig tid – og tør tavsheden. Det er netop i de små pauser mellem tonerne, at magien opstår.

Hvor den forrige plade, Sounds & Sequences, havde en digitalt glitrende overflade med ambient og elektroniske strejf, er Lost Threads rendyrket akustisk og barberet for alt overflødigt. En trio – trommer, klaver, bas – i tæt samspil og rolig harmoni.
Sommer har slået pjalterne sammen med den finske pianist Artturi Rönkä og den svenske bassist Thommy Andersson. De spiller med en stilfærdig autoritet, der hverken råber op eller forsøger at imponere med lir og lirumlarum. Det her er jazz, der hviler i sig selv.

Sommer nusser nærmest sit trommesæt – især med whiskers og bækkener – og i de passager, hvor han og Andersson spiller alene sammen, er det som at lytte til en hviskende samtale mellem to gamle venner. Rönkä får samtidig rigeligt med rum til at udfolde sig ved tangenterne – og gør det uden at lade fingrene løbe af med sig. Ingen teknisk staffage, bare ren, melodisk musikalitet.
Kompositionerne kredser om melodiske idéer, som får lov til at udvikle sig med frihed og improvisatorisk ånd. Her og der sniger der sig lidt mere kant og eksperiment ind – men altid med en naturlig følelse og aldrig på bekostning af stemningen.

Det meste af albummet er lavmælt og drømmende – men aldrig kedeligt. Melodierne har tyngde og form, og improvisationen snor sig smukt ind og ud af både nordisk folketone og klassisk inspiration. Små eksperimenter og skarpere sving bliver sikkert flettet ind, uden at den eftertænksomme og meditative stemning går fløjten.

Der bliver spillet med både nænsomhed og nerve, og selvom tempoet er sat i bund, er intensiteten konstant til stede.
Det er ikke noget langt album i tid. Numrene er korte. Et lille mesterværk i minimalistisk klædedragt.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr