Originalitet - trods alt

Er man til Nick Cave, vil man formentlig også være til danske White Ocean. Og nu ved du så, at White Ocean ikke er noget, man sætter på til en fest. Her er melankoli, eftertænksomhed og et meget atmosfærisk lydbillede.

Teksterne er solide, og den norske forsanger Christer Nagells frasering er sikker og unik, selv om man kan sige, den ligner, hvad man har hørt inden for amerikansk folkrock. Numrene er indspillet med en god rumklang. Det er ren retro. Først på det sidste af albummets ni numre - »Leaves« hedder det - bliver det akustisk og stærkt low fidelity. Det virker, og bandet viser, at det kan genren.

Og for at vende tilbage til Nick Cave: Hvad mon han ville sige, hvis han hørte albummet? Ville han glæde sig eller sige, at »I er da vist kommet lovlig tæt på mig«? Især »You Are The One« dufter af australierens mørke stemninger, men White Ocean kommer dog ikke med de samme aggressive udladninger. Det mystiske og det symbolske sprog er til gengæld en fællesnævner.

Tribute bliver det heldigvis aldrig, for White Ocean viser en pæn portion originalitet på »Haze«. Alle numre holder niveauet, så det er svært at fremhæve det ene frem for det andet. Med »Richmond Street« bliver 1960erne udsat for en revival, der kan bære det i 2014.

Man behøver næppe være en halvgammel stodder for at sætte pris på dette album.