Smoooth...

Jeg har flere gange lagt øre til Benjamin Koppel og hans vidunderlige mezzosopran-saxofon. Han kan noget helt særligt og hans saxofonspil rammer mig lige i hjertet og jeg glider ind i en drømmende tilstand, hvor de ofte glade og lyse toner (der dog også har dybere understrømme) giver mig en fornemmelse af at hoppe let og ubekymret fra en bjergtop til en anden. Det er forførende, rørende og smukt.
Jeg var ikke lige så begejstret for Joe Lovano, men det er nok en smagssag. Han var teknisk overlegen og især god i uptempo-kompositionerne, men hans spil kedede mig lidt. De to var dog uovertrufne, når deres saxofoner gled sammen i de mange sammenspil. Back up-bandet fra USA var dygtige, især pianisten Kenny Werner og trommeslageren Johnathan Blake spillede skønt. Og generelt var samspillet smooth og lækkert let og legende. Når det er sagt får det lille orkester alligevel kun 4 kongekroner. Det skyldes, at de ligesom ikke rigtig forbandt sig med publikum. De nåede ikke ud over rampen. Vi fik fra starten at vide, at koncerten ville blive optaget til en cd - og jeg havde lidt fornemmelsen af at være en outsider tilskuer til en lydoptagelse, mere end en inkluderet koncertgæst...Der var næsten ingen øjenkontakt eller snak og til sidst blev det blot konstateret, at der ikke ville blive ekstranummer. Nå, okay så. En undtagelse var den cool trommeslager Johnathan Blake, der havde taget mørkeblå skjorte, lilla slips og cap på og i den grad lagde op til fest med store grin og en fed attitude. De andre var lidt klædt som om de stod i studiet på en hverdag. Nå ja, lidt fest vil man jo gerne ha'! :)