Kan varmt anbefales
Vurdering:
Samlet vurdering:
Man skal grundlæggende kunne lide bigband-musik og moderne jazz, hvis man skal kunne værdsætte kvaliteterne i dette fine album. Personligt kan jeg lide begge dele.
Jeg kan af og til godt kede mig, hvis jeg hører traditionel bigband-musik, som bevæger sig inden for det sikre og det velafprøvede. Dette orkester og album er herligt fornyende.
Det fede ved albummet er, at der både er tradition og eksperimenterende udflugter samt en sikker balance i harmonierne.
Det eksperimenterende hører man allerede i åbningsnummeret, der slet og ret hedder… surprise…. »Ouverture«. Også »Interludium« med et spændende saxofon-arrangement giver genren et helt nyt perspektiv.
Det tredje nummer »Hardbop Conversations« er en ualmindelig smuk ballade med noget dejligt trompetspil. Det samme gælder »Simple Melody« lidt senere på albummet.
Anders Maltas orkester er reduceret til 13 musikere (almost big band!). Det traditionelle bigband ligger på 16 til 19 musikere. Det bemærkelsesværdige er dog, at der er både saft og kraft i lydbilledet samtidig med, at orkestret magter en lethed og hurtige skift.
Jeg skal så ellers love for, at der sker noget på det højenergiske nummer »The Isolation Suite«, hvor både blæsere og rytmesektion bevæger sig gennem komplekse og sofistikerede forløb. Og det lyder legende let.
Dette album kan varmt anbefales til alle jazzfans. Det er indspillet med sådan en intensitet, at du har en følelse af at være til en live-koncert.