”Fordi hvem fuck er Lars? Hvad’ der specielt ved mig?”

”Ankerstjerne” er så klichéfuldt at det næsten gør ondt. Det er ikke fordi at det lyder decideret dårligt, det er bare lavet tusind gange før, også af bedre musikere. Samtidig virker Ankerstjernes flow utroligt monotont og uengageret. Der er ingen udvikling, og man keder sig som regel allerede halvvejs inde i andet vers.

De pseudo-dybe tekster handler, overraskende nok, om kærlighed. Blandt andet kan nævnes en mindre bizar dub-step kærlighedssang med Alberte Winding, ’Mit Hjertes Tyv’. En variation af dette gennemgående tema kommer på CD’ens sidste sang, ”1000 år”, hvor Lars sammen med Rasmus Seebach stadig vil elske sin mormor om ikke mindre end 1000 år… Det er ærligt, men ikke særlig spændende eller velformuleret.

Men når det er sagt er det stadig vel-produceret pop, som nok skal klare sig godt på diverse diskoteker og i radioen.