I DAG:
Anbefaling - Musik

Trolddoms-toner

EIVØR koncert anbefalet af Hans Christian Davidsen
15. marts 2019
Vurdering:
Samlet vurdering:
Eivør rammer en fantastisk nordisk tone og har et usædvanligt højt kunstnerisk niveau. Hendes register er stort, og hun kan piske sig op som en bølge, der knalder mod den lodrette fjeldvæg.

På hendes turne gennem Skandinavien i foråret 2019 møder publikum den gåsehudsfremkaldende færøske sangerinde, der serverer sange fra blandt andet cd’en »Live in Tórshavn«, som indeholder et udvalg både af hendes engelsksprogede og færøske sange – spændende fra »Mjørkaflókar« og »Trøllabundin« til »Bridges« og »Boxes«.

Hendes både kraftfulde og følsomme stemme er blandt de allerstørste i Norden, og når hun kombinerer den med en musikalsk, nogle gange middelalderlig musikalsk urkraft, kan hun slå alle andre af banen. Hun lægger ud med inderlig folkesang, som hun selv ledsager skiftevis med guitar og skindtromme - badet i spots virker det norrønt og trolddomsagtigt.

Med sig på turneen har Eivør to kompetente og utraditionelt tænkende musikere i trommeslageren Høgni Lisberg og Mikael Blak, der mestrer bas og keyboard på samme tid – blandt andet ved at lade programmerede akkorder og features gentage sig på keyboard, mens Blak fortsætter basrytmen. Høgni Lisberg kombinerer elektroniske trommer med gammeldags fysiske trommer, som han på skift trakterer med whiskers, køller og almindelige stik. Hans formidable trommespil veksler mellem den markante sprøde klang og det afdæmpede og bløde.

Eivørs register er stort, og hun kan via falset-knæk piske sig op som en bølge, der sprøjter flere meter op i luften. At hun så tilmed kan akkompagnere sin egen sang med et stort teknisk overskud på ukulele, guitar eller skindtromme…. det er flot!
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr
Vi maler byen rød: The musical
Spilleperiode 4. apr - 27. apr
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb