Ikke regulere mere, Tue.

Tue Wests debutplade fra 2003 var fænomenal. Pladen var spækket med melankolske, men håbefulde og livlige melodier og lyrik, der gjorde effektivt brug af enkelt billedsprog og metaforik. Det var en opskrift på kunstnerisk solide popnumre, der var lækre at synge med på, og en retfærdiggørelse af den dansksprogede pops renæssance.

Sådan er "Ikke regulere mere" ikke.

Med få undtagelser synes alle numrene at besidde en monotonitet i enten musik, vokal eller lyrik. Brugt rigtigt kunne dette have udtrykt en lavmælt vemodighed og ligegyldighed, men desværre bliver resultatet blot kedsomhed. Det er simpelthen uinteressant, hvilket særligt gør sig gældende for musikken - dog med "Vi lægger ingenting i dage" som den store undtagelse.

Lyrikken vinder lidt på, at Tue West har valgt at behandle en bredere vifte af emner end blot kærlighed. Der er tale om store og i nogle kredse tabubelagte emner som skilsmisse og barnløshed. Dét er utroligt forfriskende i en tid, hvor al dansksproget pop synes at handle om hjertekvaler på en "club" i København.

Desværre dræbes det interessante i emnevalget af en for Tue West atypisk ligefremhed i lyrikken. For det meste går kreativ sprogbrug fløjten til fordel for en kedelig, konstaterende kommentar, hvilket er utroligt ærgerligt.

Alle disse kritikpunkter gøres dog til skamme i nummeret "Hun er så ulykkelig, for hun ka ik få børn". Ligefremheden i lyrikken er til stede, men den kontrasteres løbende af kreativt billedsprog, hvilket gør ligefremheden ganske effektfuld. Ydermere står den hyggelige, "morgenrøde-agtige" melodi i stærk kontrast til lyrikkens alvor, hvilket gør nummeret endnu mere interessant.

Dette ene nummers vellykkethed kan dog ikke løfte pladens hovedsageligt kedsommelige karakter eller gøre op for skuffelsen over, hvor langt Tue West er skredet fra det, der gjorde ham relevant.

Ikke regulere mere, Tue.