Ingen illusioner

Mange vil huske The North fra dengang, bandet leverede lydbilledet til Øresundsbroens indvielse. Dengang fik musikken bogstaveligt talt luft under vingerne, da bandet blev placeret på en kæmpekran i over 100 meters højde.

Det er også højt anlagte og majestætiske lydmalerier, The North præsenterer på denne sene opfølger på 1999-albumet, der slet og ret hed »The North«.

Kompositioner og guitarspil er tydeligvis inspireret af Pink Floyd og også lidt Moody Blues og Magna Carta, men de enkelte tracks bliver aldrig rigtig dramatiske og ej heller fler-dimensionelle.

Indgangene er pompøse. Der lades op til noget med stort anlagte harmonier, hvorefter kompositionerne taber energi. Her kommer der så lidt keltisk musik ind, formentlig for at give numrene lidt luft under vingerne. Det er en smagssag, men jeg mener, det er stilforvirring - det smelter ikke sammen, og fusionen virker derfor ikke vellykket. Vokalen mangler tilmed noget kant.

Inspiration og lyd-ideal ligger nogle årtier tilbage i tiden, og det skal The North bestemt ikke høre noget for. Generelt er det da også ganske tiltalende musik, der er behageligt at lytte til.

Musikken får måske utilsigtet en snert new age over sig, fordi ikke rigtig sætter noget på spil og ikke bliver små-farlig. Men ringe er musikken på »Illusions« bestemt ikke. Derimod så tilpas mainstream, at de fleste nok vil kunne finde en god ven i albummet. The North gør sig ingen illusioner.