Vældig fin samklang og poetisk rafinesse

Tue West på engelsk. Kan det virkelig lade sig gøre? Ja, det kan det faktisk. I Jaruni, Moura and Wesko ”Are there any people around here” er den i forvejen kendte kunstner gået sammen i en trio om et elegant projekt, som har valgt at synge på engelsk, og som sagtens kan kandidere til at blive spillet rigtig meget det næste stykke tid.

Trioen består af ovennævnte, Claes Funch og Emma Fleming, hvis lyse, spæde, nærmest fragile, kvindestemme løfter den engelsksprogede trios debutalbum op til blide højder. Hun bakkes op af de to mandestemmer, som enten leveres i dybe eller halvhøje mellemlejer. Vekslen mellem et væld af forskellige første, anden og tredjestemmer er helt klart pladens force.

Det er dog ikke vilde, ordkløvende tekster, der kendetegner trioens plade, men til gengæld lette, genkendlige fraser som fx ”We should be waking up with someone”. Det kender vi fra Tue West, som har det med at synge om, at ”Jeg kan sove, når jeg kommer hjem”. Det er virker godt; som en følgeton til hverdagens fortælling om at lægge sig, at elske, alene og sammen. Den der ensomhed.

Men der er på ingen måde tale om et soloprojekt, og faktisk er det en fejl at nævne Tue West som den primære i denne trio. Her er der arbejdet sammen, og den bagvedliggende tanke har været, at vokalen har skullet bære ensemblet. Alligevel spores solistens tidligere foretagende som en fin lille kunstnerisk afsmitning.

Dog dyrkes der lidt for meget banalitet. Det skulle da lige være i sidste del af sidste nummer The Sun And The Way Things Go, at øret undtagelsesvist ikke vugges blidt, og enkelte guitarstrenge slås an, alt imens to eller flere stemmer synger i harmonisk samklang. Men i sådan lejrbålsstil, at den lille diskrepans, den kunne der sagtens have været langt mere af.