Ren i røven

»Det er de autonomes skyld«, synger Lars Harboe på det, han i pressemeddelelsen kalder »Moderne protestsange«. Hvor opfindsom er den ironi (eller alvor?) lige?

Det ville have være lidt mere gennemført at sætte ordene »banker«, »ejendomsmæglere«, »højreorienterede« og »småborgere« i stedet for de sædvanlige offerrolle-synonymer som »autonome«, »kunstnere«, »narkomaner«, »arabere« og »christianitter«.

Som det hedder i lyrikken:

»Jeg ville så gerne ha’ en ren røv, i stedet for en byld. Den gør ondt, og det er de autonomes skyld.

Men os’ indvandrernes skyld, og bøssernes skyld, og hippierne, og festoriginalerne, og kunstnerne, det’ oppositionens skyld, christianitternes skyld, bumserne, narkomanernes skyld og araberne og jøderne og dem med rødt hår og fregner og brilleaberne og de retarderede - det er alt sammen deres skyld«.

Åh, lille pussenusse da….

Lars Harboe bekræfter blot i al sin fylde og vælde, at: »Vi må stå sammen om at slå hårdt ned på dem, der ikke vil tænke li’som os«.

Resten af tekstskrivningen slipper han dog fint fra på albummets »Skråt«. Nogle steder endda fremragende. Og musikalsk er der fuld energi på foretagendet i bandbesætningen »Lars & Uhørt«.

Med albummets titel signaleres der skæve indgange og en forfriskende uhøvlet verdensopfattelse: Der er desperation i »Ingen vil ha’ mig« - med eller uden offerrolle - og overbevisende opdateret 70er-protest i »Revolution«. Folk-musikken, jazzen og rocken udarter sig her og der til både punk og tango, og det spyttes ud lige fra galde, lever og lunger. Herligt - og gennemtroværdigt.

Jeg slår ikke hårdt ned på »Lars & Uhørt«, selv om de ikke altid tænker ligesom jeg. Men der går lidt tomgang i backing-delen, og et par ballader havde også givet albummet krydderi og variation.