Sinead O’Connor er stadigvæk helt sin egen

Nothin’ compares to you med Sinead O’Connor slog fuldstændig benene væk under mig i 1990 - og det gør den stadigvæk, når jeg pludselig støder på den. Den er helt fantastisk.
Og lad det være sagt med det samme, ingen af de nye numre når Princes nummer til sokkeholderne, men mindre kan heldigvis også gøre det.
Jeg har hørt albummet I do not want what I haven’t got til bevidstløshed, og jeg kunne hver eneste pause, suk og skrig på det album. Senere kom debutalbummet The lion and the cobra også på anlægget, nu som cd, mere råt og rebelsk end efterfølgeren der inkluderede Nothin’ compares … , hvis blanding af afdæmpet sorg og aggressiv desperation var temmelig overvældende. Vokalen var unik.
Jeg har ikke fulgt Sinead O’Connor siden, hun blev sær og alt for kedelig for mig, så det var ikke med de store forventninger jeg tændte for dette 9. album. Og ved første gennemlytning var jeg egentlig ikke særlig imponeret - kedeligt og uden melodi. Men jeg var stædig, ved 3. gennemlytning fik jeg kuldegysninger af ”Queen of Denmark” og efter endnu et par gennemlytninger er melodistumper fra albummet begyndt at dukke op, mens jeg er på arbejde, det har sat sig fast.
Der skulle efter sigende være mange kærlighedssange på dette album, men tekstmæssigt hæfter jeg mig mest ved Sineads stærke sociale engagement: Junkiens sang (Reason with me), raseriet over den katolske kirkes hvidvaskning af de pædofile overgreb (Take of your shoes) og hendes angreb på kulturelitens manglende politiske engagement (V.I.P). Hun er rasende …
Vokalen er intakt, følsom, spæd, skrigende - og med en noget dybere klang end jeg før har hørt.
Jeg sidder og lytter, mes jeg skriver - og jeg får konstant kuldegysninger, der veksles mellem akustisk guitar, rasende tromme- og basrytme og tydelige spor af irsk folkemusik.
Jeg er glad for at have hørt dette album, det er eddermame godt.