En motherfucking kliché

Der er måske ikke meget nyt at hente i det andet album fra Shotguns revolutions. Det er klassisk hård rock med lån fra Guns ’N’ Roses, AC/DC og især Bon Jovi.

Og vel er der klichéer i teksterne. Det virker som spil for galleriet, men er man positivt indstillet over for attituden, kan man næppe andet end smile. Og sætte albummet »The Legacy Of Childhood Dreams« på som baggrundsmusik til en god fest.
På forsiden af albummet ser vi en purk spille luftguitar foran spejlet derhjemme. Det er ren firserfars. Vi mangler bare kassettebåndet.

Jeg har det o.k. med denne kontante guitarrock og »motherfucking« engang så frække ord, der kan virke som klicheer på »a son of a bitch«. Inflationen har nærmest udhulet denne særlige art af det engelske sprog.
Det positive ved dette album er det altid nødvendige modspil til den pop, man elsker at hade. For det er håndspillet det her. Angiveligt uden autotune og med nogle fængende guitar riffs.
Men overrasket bliver man ikke. Allerhøjst bekræftet.