En dejlig gammel lyd

Hvis jeg var Michael Belli, tror jeg ikke, at jeg gad blive mindet om, at jeg ligner far, Peter. Men det gør Michael Belli altså - også på stemmen. Når det gælder frasering, har han dog en behagelig lighed med C.V. Jørgensen - også i teksterne, der måske ikke er så bidende som gamle Jørgensens, men så dog under indflydelse af intelligens: »Bliver man, hvad man spiser, eller hvad man siger?«, spørger Michael Belli som forsanger i »Den syvende søn«. Og fortsætter senere: »Du har alt, hvad du behøver, mangler bare lidt mere…«.

Genren er psykedelisk rock mixet med en rigtig god lyd fra 1960erne med keys, der har orgellyd, og her og der blues-inspireret rytme. Et eksempel herpå er nummeret »Du er mit trip«. Der er ikke ét af de ti numre, der falder udenfor. Det gynger bare derudad med gode melodier og vellyd, der holder ensformigheden fra døren. Så hvilke numre skal man næsten fremhæve, hvis det endelig skal være?

Den stærke rocklyd kommer rigtig godt igennem i titelnummeret, »Den syvende søn«. Også åbningsnummeret, »Dæmonernes støj«, er en lækkerbisken. »Brændende hud« har en herlig lyrik om »nattens hemmelighed for to«. Alle numre er blot eksempler på den helstøbte musik, hvor vokal og instrumenter smelter sammen.

Der er noget af det bedste danske nye rockmusik, jeg har hørt i 2013, men jeg er sikkert også bare lidt old fashioned. For »Den syvende søn« er god gammeldags beatmusik med energi og kreativ vildskab.