God til at bruge tid på det, der gør lidt ondt

'En sang om kærlighed' er blevet til 'det der gør lidt ondt'. For lige så smukt og sommerligt livet var på Tue Wests første selvbetitlede album, lige så koldt, trist og vintermørkt er det på 'Der er ingen der venter på os'.

Det er stadig Tue Wests rene vokal og gode tekster, men nu med lidt mere kant og lidt flere år på bagen. En smule dybere og mere skuffet, men meget flot og nemt at relatere til. Naiviteten er forsvundet og erstattet med realisme. Det bliver dog aldrig selvmedlidende, der er en handlekraft gemt i de mørke melodier.
Tues sorg er et overraskende rart rum at være i.