Den stille kampsang

Alberte Winding iscenesat i Prøvehallen med ternede duge og hyacinter. Sammen med Benjamin Koppel på sopransaxofon og hendes mand Andreas Fuglebæk på guitar, delte de en søndag eftermiddag i selskab med unge og gamle om hudløs kærlighed.
Alberte Winding sang alle deres hits. Ikke som en indkøbsseddel, men med varmende energi og moderlig omsorg.
Hun er aldeles ikke ”..en af dem, der blir lidt for længe”. Hun er en af dem der får ”..fjender til at slippe hadet..” og minder os om hvor vigtige vi mennesker er for hinanden. At give plads til folk der flygter, og dele vores glæde ved de små ting i hverdagen, som hun pointerede i ”Fredes sang”. Der er en melankoli i hendes stemme. Jeg er også barn af 90´erne, og ser selvfølgelig med afsavn mod tju bang og chokolademænd. Men foruden dette, er der en tungsindig eksistentialisme bag mange af sangene. At ”vi længes mod den sol vi aldrig så” og ”skriver bedst.. et sted at tænke livet som eksil”. Denne dybde gør, at Alberte Winding stadig står stærkt. Så tag sammen eller alene afsted mod lyse nætter med trioen i kærlighedens navn.