Jaruni, Moura and Wesko - en melodiøs cd og oplagt julegave.
Vurdering:
Samlet vurdering:
Trioen, Jaruni, Moura and Wesko – hhv. Claus Funch, Emma Fleming og Tue West – leverer med deres debut CD, en række melodiøse og behagelige sange.
De tre er umiddelbart nogle forskellige kunstnere, med hver sin individuelle sangstil, men det går perfekt i spænd, med Claus Funchs dybe røst, Emma Flemings flotte, lyse stemme, og Tue Wests specielle sangstil og stemme, som kendes fra hans danske karriere. Hvis man ikke tidligere var den store Tue West fan, skal man ikke afskrive dette projekt for hurtigt. Stilen er (for Tue Wests vedkommende i hvert fald) lagt om, og trioen passer godt ind i den indie-bølge, som ses meget for tiden, eksempelvis med bands som Rumour Said Fire, I Got You On Tape, osv.
Numrene er velspillede og – komponerede, alt sammen af trioens medlemmer. På nogle af numrene høres de tre sangere i lækkert samspil, i andre er det kun et enkelt eller to medlemmer, der synger. Det lykkes i min optik på alle måder, og giver en dynamik til pladen, og gør at det ikke bliver ensformigt.
På track 5, ”Music til the end” ses et eksempel på, at Emma Fleming er en stærk sangerinde når hun står for sig selv, men at trioen kun gør hinanden og sangene stærkere, når de to andre kommer med ind over, senere på nummeret.