Sonic Tool Box
Vurdering:
Samlet vurdering:
”IN THE GAMES OF LOVE” er den første udgivelse med den nye danske duo Sonic Tool Box, bestående af Lars Boutrup, vokal, keyboards, guitar og bas samt Michael Miller, trommer, percussion og keyboards.
Gruppens navn henleder tankerne på sci-fi serien Dr. Who, som havde en sonic tool box og musikken er efter min mening over i techno pop afdelingen.
De fleste numre er rytmisk langsomme og ligner temmelig meget hinanden. Teksterne er skrevet af Boutrup og Miller og er ret banale, cliché agtige og med mange gentagelser af samme sætning, ”I love you and you love me” i en uendelighed og i den stil.
Jeg kan godt li` Lars Boutrups sangstemme, den er blød og behagelig og der lød smukke harmonier på Blue is the sky og Love you, hvor der blev sunget kor af A.P.Hansen.
Mit yndlings track er ”The ordinary guy” som er 8. og sidste track på albummet. Det er en iørefaldende rytmisk melodi og man kan ikke lade være med at sidde og rocke i takt til musikken, og så er teksten knap så banal som en del af de andre.
Alt i alt synes jeg ikke Sonic Tool Box tilfører den danske musikscene noget revolutionerende nyt, jeg synes de lyder som mange andre grupper og de mangler den der uforklarlige x-factor, som gør at man straks kan skelne dem fra andre.