En super hiphop-dej

»Der er ingen pilsnere i dette hus, for pilsnere er roden til alt ondt«, siger Preben Kaas i rollen som Dynamit-Harry et sted i en af Olsen-Banden filmene.

Lydstumpen er en af de referencer, der - ud fra det første indtryk - fuldstændig herligt malplaceret dukker op på Supardejens seneste album, »Gigantopithecus«. Men så falder ti-øren: Preben Kaas’ alkoholiserede stemme passer perfekt til Supardejens stærke stemningsbeskrivelse fra Sydhavnen i København.

Og hvad har vi så næste gang af referencer og samples hentet fra en helt anden sammenhæng? Det herlige klip fra Matador, hvor Jørgen Varnæs er totalberuset på Jernbanerestauranten og sætter sig over til murermester Jessens bord og giver mesterens trængende kagespisende kone en ordentlig sviner.

Bag kunstnernavnet Supardejen gemmer sig Martin Johansen, der netop er fyldt 40 år, men sandelig ikke har tænkt sig at være fornuftig og voksen. Albummet »Gigantopithecus« er mættet med rå rap og rebelske, små-flabede rim, der bankes ud til lytteren med nogle fede beats.

Supardejen er nogle gange lidt fikseret nok på sin lanse, slante, stang, kalorius eller sin porre, som han vrider, til han får en tåre. Han er fræk med sproget, men der er også en klar mening med galskaben - især eller for eksempel i nummeret »Se på mig«, hvor jeg altså ikke kan lade være med at tænke på se-på-mig-kulturen, som ville have været uhørt for 30 år siden, men som er fuldstændig normal i dag: »Se på min sandhed og se på mine løgne - se på mine løgne - se på mine løgne«, rapper han.

Det er super, det her.