I DAG:
Anbefaling - Musik

Fine finesser

At the right time anbefalet af Hans Christian Davidsen
26. november 2024
Vurdering:
Samlet vurdering:
Med »At The Right Time« har pianisten Rasmus Sørensen skabt et album, der balancerer fint mellem reflekterende eftertænksomhed og vitalitet.

På albummet arbejder Sørensen sammen med den svenske bassist Jon Henriksson og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio. Lyduniverset er homogent. Henriksson tilfører musikken en nordisk ro og en melodisk forankring, mens Ciniglio mestrer dynamiske overgange fra lette og sarte whiskers til mere energiske og hårdtslående rytmiske udbrud.

Åbningsnummeret »Sun« sætter tonen og stemningen med en sofistikeret enkelhed, hvor Sørensen, Henriksson og Ciniglio fletter deres fraser sammen som i en samtale.

På »Perennial Youth«, albummets længste nummer, udforskes skiftende stilarter med stor sikkerhed - fra en spansk cha-cha til et insisterende shuffle-groove, der bygges op i intensitet. Dette er et af mine yndlingsnumre på albummet, der også rummer øjeblikke af særpræget skønhed.

På »Earthlings« træder Sørensen frem med et lyrisk klaverspil, mens »Ocean Waves« bringer lytteren ind i et meditativt, næsten ambient landskab. Det hele bindes sammen af en subtil tråd, der giver albummet en fornemmelse af sammenhæng og retning.

Med »At The Right Time« beviser Sørensen & co., at de er teknisk dygtige musikere, og Sørensen tilmed en visionær komponist. Albummet bygger videre på hans tidligere udgivelser som »Traits« og »Balancing Act«. Her mærker man en klar forfinelse og et modent kunstnerisk udtryk. Sørensen er en kunstner, der tør tage sig tid til at lade musikken udfolde sig, hvilket gør dette album til en god lytteoplevelse med små fine finesser.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr