Harmoni og Honolulu

Albummet Monkey Cup Dress er meget mere afvekslende end man tror efter at have lyttet til det første gang. Sangene er i en passende rækkefølge, stille sange følger kraftigere sange, så albummet bliver ikke kedeligt. Balancen mellem sang og instrumenter og mellem de forskellige instrumenter er også fuldkommen. Brugen af instrumenter er meget nuanceret, især brugen af dem, som ikke dominerer, men spiller i "baggrunden" og alligevel bidrager rigtig meget til sangenes stemning. I sangen Honolulu spiller kontrabassen eksempelvis en variation af den kendte Hawaii-melodie og i sangen Stacey er der nogle meget moderate lydeffekter, som minder om vand eller vind. I den sidstnævnte sang og i Cold Heart leger sangerne også med diverse stemmer. Deres måde at synge på minder mig om Crosby Nash, som, så vidt jeg ved, bruger en anderledes teknik end de fleste sangere; for de holder ikke deres stemme ”tilbage", den bliver således mildere. Alle sangene har en god opbygning og udvikler sig på en uforudset måde.
Jeg havde lidt svært ved at fange teksterne eller finde dem på internettet. Dem, som jeg kunne forstå, virker poetiske f.eks. "in the night/ your silver spine /stretches out to take us to the shore" (Morgana). Det kan man også understøtte med nogle af titlerne f.eks. Morgana, som muligvis refererer til den keltiske troldkvinde, også kendt som Morgan le Fay. Titlen Limbo refererer til den teologiske forestilling, at man efter døden er i en mellemtilstand mellem Himmelen og Helvede. Men den mellemtilstand kan selvfølgelig også forståes symbolisk.
Alt i alt kan man påstå, at der er meget arbjede og tanke bag albummet og det værdsætter jeg. Personlig foretrækker jeg mere disharmonisk musik, dog anerkender jeg alligevel musikernes professionalisme.