Indbydende pop-rock

Sune Feld står for indbydende pop-rock og er en fin tekst-snedker (»Der er så meget, som jeg ikke gør - Som jeg burde, men ikke tør«) med en markant vokal, der nogle gange er kørt igennem med lidt rumklang.

Musikken på albummet »Planken ud« lever meget på nogle gode beats og et veloplagt uptempo. Der er dog ikke rigtig nogen melodier, der bliver hængende i ørerne efter, at det niende og sidste nummer, »Far og mor (Jeg siger tak)« klinger ud.

Lydbilledet på »Don Juan på Speed« minder om Gasolins Rabalderstræde, og intet ondt om det. Efterfølgende skifter han til en stille og lyrisk ballade på »Hjalte« ledsaget af akustisk guitar.

Det er god variation. Men hans vokal passer bedst til de mere højtråbende sange. Det er ikke det dybe register, han er bedst i.
Et udmærket album.