Fortid, nutid og fremtid

"Åh nej, ikke endnu en skuespiller der skal lave en David Owe, " tænkte jeg straks, da jeg så, at Claes Bang stod bag "This Is Not America".

Jeg besluttede mig til at forsøge ikke at være alt for forudindtaget, når jeg nu skulle høre "Dislocated", men damn det var altså svært ikke at forestille mig Claes komme drønende på en stor, potent motorcykel i lækker politiuniform med de intense øjne rettet mod mig - og kun mig.

Nå, men det gik da... Ikke pga. mine fabelagtige evner til at få det ellers så tiltalende billede til at forsvinde ved ren koncentration, men simpelthen fordi musikken fik mig på andre tanker. Det var på ingen måde en David Owe! Det var mere en 80'er synth pop revival med hints til Pet Shop Boys (især i vokalen), Depeche Mode og Yazoo. Jeg synes dog også at kunne spore lidt nyere inspiration med Muse i klar forgrund og ikke mindst This Is Not America's eget krydderi.

Det er nemlig ikke bare en gentagelse af fortiden og andres bedrifter. Han kan selv, ham Claes. I øvrigt er produktionen ganske vellykket. Jeg er specielt her ved 5. gennemhøring faldet for "Don't Come Crying" (både originalen og club mixet), "Shameless" og "Run". ”No Life Comes With a Happy Ending” udskiller sig fra cd’ens øvrige sange, da den er mere hen af en rock ballade, hvilket tiltaler mig ganske godt.

Kort og godt: jeg kan lide det, og ikke kun fordi det gav mig lejlighed til at støve mine fantastiske dansetrin fra 80’erne af og igen brillere i stroboskoplysets skær. Her er bestemt potentiale, hr. Bang. Jeg glæder mig til næste udspil, men indtil da vil jeg skrue op for ”Dislocated” og tage en solodans.