På vandoverfladen

Ungdomsforestillinger er en indviklet genre. De bør være spændende og meningsfulde uden at være overfladiske eller kedelige. Jeg mig fuck dig har desværre svært ved at opfylde disse krav.
Ifølge beskrivelsen handler forestillingen om forventninger fra svømmetræning, skole, forældre, kæreste og én selv. Disse forventninger bliver skitseret, men ikke dybtgående.
Det gælder også for karaktererne. Nanna har et perfekt liv: Hun klarer sig fremrangerende i skolen og til svømning, fester meget, har en kæreste, og en familie, som støtter hende. Hun tror på, at hun kan alt. Hun kommer dog helt ned i kulkælderen, da hendes kæreste slår op med hende. Ikke desto mindre tager hun sig snart sammen- vi får ikke nogen rigtigt indsigt i hendes konflikt med sig selv. Ida er måske den mest konturerede karakter. Hun er en dygtig svømmer, men det går ikke så godt i skolen. Hun er desperat for at få en kæreste (hun er forelsket i sin svømmetræner) og vil nyde sit sociale liv, men hendes forældre kontrollerer hende meget og hun er nødt til at opfylde deres forventninger. Hun er meget selvkritisk: hun kæmper med sine følelser og sin sexualitet, og vi følger med i hendes kampe.
Jonas er den mest spændende karakter. Han begyndte at svømningen seriøst, da hans mor døde. Vandet blev symbolet på moren/livmoderen. Jonas føler sig, som om han var halvt fisk: svømning har altid været helt naturlig for ham. Han lever i sin egen verden og drømmer om at gøre sin familie stolt af ham.
Scenen er enkel, dog meget kreativ. Tre skuspillere spiller alle rollre uden at publikum blive forvirrede. Det er interessant, når de laver slow motion eller imiterer bevægelse i vandet.
Alt i alt bidrager Jeg mig fuck dig ikke med noget nyt; det er en almindelig forestilling med nogle gode ideer, men lige så mange klichéer og banale gags.