Det er jo bare for ligegyldigt

Udslet Hornsleth forsøger at slippe ud af klichéer ved at gå meta og nævne dem ved navn. Det virker bare ikke.

Jeg kedede mig. Når ikke Andrea Vagn Jensens brystparti hoppede over scenen i rollen som Pornopigen eller Lars Ranthe skejede ud på tysk-engelsk-skingrende. Tyskeren, hjernen bag Hornsleth ("jeg er kun musklen"), hedder her Ziehl i stedet for virkelighedens Thiel - men hvorfor denne bogstavsleg, hvis dette er "den sande historie", vi bevidner?

Englænderen spillet af Donald Andersen (der også spiller husslaven Sancho - eller, vent, det er den samme!) er sympatisk, men når en lige så lidt som Mads M. Nielsen, der gør alt for at være for meget i rollen som 'Hornsleth'. Hvilket han lykkes i. Desværre. Karaktererne befinder sig begge i et spind af løgne; en kliché - som hovedpersonen hader, men ikke selv undgår at falde i. Han smider tøjet. Han sviner publikum til. Og så bliver der leflet; gratis cd'er til alle og de kvindelige anmeldere inviteres til gratis cava på Hornsleth Bar. Selvfølgelig under dække af at være en del af bedrageren 'Hornsleth's brug af alle de beskidte kneb. Anden akts question and answer (vi har lagt spørgsmål i en høj hat i pausen) viser sig også at være skuffende fiktion, da spørgsmålene er skrevet på forhånd - hvor tamt.

En stjerne til Lars Ranthe for en morsom, morbid præstation og den anden til det unge band LSD on CIA, der også gav et par ekstranumre i foyeren efter forestillingen. Og tak for det.

Sidst jeg aflagde Valby teaterbesøg, nød jeg stykket "Tal! Der er så mørkt". Denne gang må et banalt råd til Teater V'il for meget lyde:. Less is more. Og det gælder også teaterblod!

(Fik vi nævnt, at instruktør Pelle Koppel også står bag Kulturkongen?)