A little less konversation, a little more feeling.

Élomire er etableret scenekunstner under Marquisens beskyttelse, hun synes han er stagneret og vil have ny inspiration. Hun opdager markedsgøgleren Valére og beslutter at han er manden der skal forny Élomires arbejde. Mødet mellem de to resulterer i at Élomire tager sin afsked.
Fra første øjeblik er konflikten etableret. Élomire foragter Valére og Valére fører sig frem som om kun han eksisterer i hele universet. Han kaster sig rundt, græder, går i rette med sig selv, griner, spiller op, spiller for etc og Élomire prøver på skrømt at trænge igennem, mere og mere irriteret og forbitret.
Først da Marquisen kommer på scenen er der reelt modspil til Valére. Élomire er umulig at rokke og må derfor gå sin vej. Grunden til at det bliver forudsigeligt og lidt uinteressant er, at man ikke ved hvad Élomire har at byde på og derfor er der ingen reel debat/udveksling, ingen nuancer. Der kunne have været en åbning, da Marquisen rækker hånden frem og siger til Valére at han er velkommen, hvorpå han siger at det er han ikke værdig til, for øjeblikket efter at acceptere højlydt.
Jeg savnede nuancer, tvivl og fornemmelsen af at der var noget på spil. Hvem kan risikere job, bolig, identitet mm uden et øjebliks rysten på hånden? Hvem kan tage scenen, tiden, opmærksomheden uden at være nysgerrig på sine medmennesker?