til eftertanke

To unge mennesker, to skuespillere fastholder os med et blik, med en fortælling, som bliver understøttet af mimik og gestik, der klart fortæller historien sammen med fortælleren. Er meningen at røre os, røre os til tårer, måske give os erindringsglimt og erkendelser.
Vi sidder rundt om en scene, der konstant er i forandring, på en ny simpel og symbolsk måde, tavse og iagttagende, eller tavse og lukkede, gemt ind i egen skal. Så det er min oplevelse, ikke vores oplevelse, hver og en har sin egen oplevelse.
Fortælleren siger, at vi er kun noget i kraft af kærlighed. Kærlighed ses, mærkes, opleves. Frygt ses, mærkes, opleves. Angst. Afmægtighed. Der er håb og fortvivlelse. Der er en fremtid, og frygten for ingen fremtid. Musikken, lyset, farven, alt er med til at underbygge stemningen, hvilket Momentum er eksperter i. Dans, løb, energiudfoldelse, leg, og jeg ser barnet, eller ligheden med de yngste børnebørn, frigjortheden til at være til og agere her og nu, som lysten driver. Og glæden stråler fra skuespillernes ansigter. Det er sjovt eller absurd eller genialt eller skræmmende. Og det er med til at gøre stykket uforglemmeligt, fordi det ligger uden for definition.
Vi møder også krigen, flygtningestrømme, sult, mangeltilstande, verdens undergang, vi bliver gjort til krigens ofre, ser fascismen, og hvordan den er trængt ind i ordet. Hvordan dette kan være en fremtid, en uønsket fremtid, uundgåelig, måske undgåelig, absolut skræmmende. Jeg når et sekund at påskønne, hvor priviligeret mit liv har været. Fjernt fra krige og katastrofer. Rigt på børn og kærlighed og på eventyr. Og hvor skræmmende skrøbeligt den tilstand er.
En forestilling på Momentum bider sig fast. Oplevelsen går ind under huden. Prikker til min bekvemmelighed. Jeg kommer igen!