FLÆSK PÅ SØLVFAD

Forunderligt, at Wessel for 240 år siden skrev et så profetisk stykke om det narcissistiske menneske i 2012 – om æstetisk korrekt selviscenesættelse, både når det angår hverdagsbanaliteter, når man vellystigt spejler sig i de dybeste sjælekvaler, og når man til sidst følger konventionens forskrifter til yderste konsekvens – i stykket vist som kollektivt selvmord.
Wessel har nok næppe tænkt profetisk. Han lavede satire over det fransk klassicistiske drama – eller de mindre begavede efterskvulp af samme. I dag er efterskvulpenes digtere glemte, og selv de store digtere som f.eks. Racine hører ikke til de meget spillede. Alligevel er vi sært fortrolige med teaterformen, som er arketypen på ”duarder”- den slags, hvor en skuespiller i smuk positur kan udbryde: ”Ha, slyngel…”
Både den veloplagte duardersatire og nutidsnarcissismen i gammel klædedragt er gode grunde til at se forestillingen. Dertil kommer den musikalske og især visuelle fantasi: Brugen af mobile sætstykker og de overdådigt groteske kostumer. Den scenografiske grundholdning er måske ikke i stykkets oprindelige ånd. Udgangspunktet er på Riddersalen et fint miljø domineret af hvidt, passende for den høje tragiske stil. Detaljer i kostumerne og personernes gøren og laden trækker stilen ned – og dermed bliver forestillingen en parodi (som Holbergs Olysses, hvor græske helte opfører sig som jævne københavnere), hvor stykket fra Wessels hånd var en travesti (som Holbergs Melampe, hvor jævne københavnere opfører sig som græske helte – eller netop forsøger). Travestien ville måske have forløst endnu mere humor og ville have været understøttet formidabelt af riddersalens miljø, men parodien fungerer også fint og motiverer med sit mere abstrakte udgangspunkt den meget opfindsom scenografi.
Den væsentligste grund til at se stykket er Mette K. Madsen. Hun skaber en uforglemmelig figur som den ærte- og flæskegnaskende Grete, der begæret af to bejlere sætter gang i det tragiske forløb med strømpetyveri, afsløring og æregenoprettende selvmord. Hun er en ren nydelse i al sin uhyrlighed – med urkomisk og meget stilren gennemspilning af alle tilgængelige følelser – i bevægelser, i ansigtsmimik, i brug af stemmen – på vejen mod ”tragediens” katastrofe og forløsning. De andre skuespillere sekunderede glimrende, men rollerne havde absolut stof til mere gennemført persontegning.
Kvinden i midten var også den, der bedst mestrede versformen – alexandrinerne (rimede vers med 12 – 13 skiftevis trykstærke og tryksvage stavelser i hver linje). Vi kender dem måske bedst i dag fra Molieres store komedier, hvor de både kan signalere høj stil og være ramme for effektiv komik. Håndteringen af dem lykkedes ikke helt godt på Riddersalen. Måske mestrede man bare ikke helt talen på vers (der netop ikke skal lyde som da-dum-da-dum, men forholde sig til da-dum som musikkens puls, hvorover dens rytme udspiller sig). Musikken i talen havde det generelt svært. Måske håbede man at skabe et mere moderne udtryk ved at få versene til at lyde så prosaagtige som muligt? Men vers giver dårlig prosa, og resultatet blev i passager endog meget mudret.
I helhedsindtrykket dominerer forestillingens kvaliteter dog. Kærlighed uden Strømper er en større omvej værd. Mette K. Madsens Grete er en rejse værd.