Beundrende Bims Betagende – Babel

Steingrimur Rohloff’s musikteaterværk “Babel” er et samsurium af mange kunstneriske elementer, som alle vrider og snor sig om hinanden. ALT smeltes sammen i en stor ’forestillingskedel’. Eksperimenterende rytmer og takter, alternative operaudtryk og nærmest psykedeliske videoprojektioner, får frit løb i dette overvældende parallelunivers. Særligt imponerende er de to scener, hvor videoprojektionen og en live performer i samspil opfører en tight koordineret rytmisk sekvens. Denne præcise eksekvering er gennemgående for hele forestillingen, og skaber en tryghed for publikummeren. Der opstår aldrig følelsen af at noget ikke er planlagt. Men for en forestilling som Babel er dette også nødvendigt for at holde et høj niveau.

De mange sansestimulerende effekter kæmper om publikummerens opmærksomhed – og nogen vinder! Videoprojektionerne er ofte så dragende at publikum oplever en form hypnotisk effekt, hvor opmærksomheden på handling og skuespil falder fra. Det betyder at der opstår ’huller’ i fortællingen og dermed også forvirring. Spørgsmålet er om de mentale flugter til andet steds er meningen?

”Babel” er interessant fordi den eksperimenterer og leger med musikkens, operaens og teatrets traditionelle udtryk. Publikum udfordres i den grad!
Men at lade publikum sive hen i et mentalt fravær, uden fokus på forestillingen, er vel næppe det der er konceptet.