Råt kød på bordet

Far – Stop – Undskyld. Sådan lyder de første tre replikker fra henholdsvis blondinen, brunetten og svinet. Konturerne om stykkets univers er givet. De tre personer i den tilsyneladende naturalistiske lyse stue tilfører herefter universet først løse og snart mere sammenhængende elementer. De kontakter endnu ikke hinanden direkte. Det er en lang pauserig indledning, men alt andet end kedelig: I det veldisponerede vakuum fornemmes en dirrende stilhed før stormen, opmærksomheden skærpes og fantasien mobiliseres. Så bryder det løs: En supererotisk gensidig forførelsesscene mellem brunetten og svinet – og så en ganske pludselig uhyggelig drejning. Det er ubehageligt, men, må man indrømme, fascinerende – beundringsværdigt konsekvent tænkt og gennemført. Nu kommer blondinen ind i billedet, temaet tager for alvor form i al sin gru – og publikum holdes fast.
Så er der pause, tror man, men stykket er slut. Lidt for abrupt. Stoffet blev ikke forløst – eller uforløst på et højere plan, hvad der kunne være lige så godt. Svinets forhold til de to kvinder hver for sig blev udfoldet (kunne bære endnu mere), men hvad bestilte de to kvinder i samme rum? Det ventede man et svar eller et bevidst ikke-svar på – en forholden sig til. Brunettens funktion blev uklar. Ikke desto mindre var man dybt taknemmelig for hendes tilstedeværelse, det klaustrofobiske sammenbrud hen mod slutningen var uforglemmeligt.
I det hele taget var spillet storslået. At Victor Marcussen er noget for sig selv, ved alle, der gennem nogle sæsoner har beundret hans spil i Teater V i Prøvehallen, og forventningerne blev på ingen måde skuffet. Der var så mange facetter i hans karakter, at det ville kræve noget af en afhandling at beskrive dem. Den billedskønne brunette var udfordrende på sin egen overfladisk tjekkede måde, indtil hun krakelerede og drog os alle med i dybet. Blondinen var ægte rørende i sin barnlige kejtethed og sjælelige transparens, omsorgsappellerende og en anelse uhyggelig – et barn, der ikke længere havde alderen til at være det. Den del af publikum, som tidligere på året besøgte Villa Salò, må have sendt en sammenlignende tanke til børnene der.
Scenografien irriterede mig på et tidspunkt, nemlig da spillet begyndte at sprængte de naturalistiske rammer, den da signalerede. Kukkassestuen virkede forkert – men aha – det var der mening med. Døren åbnedes til skiftende udvidelser af scenebilledet, drømme- og mareridtsagtige. Den lyse stue var altså bare en skærm for et foruroligende psykisk rum? Det gav mening. Og endelig den frysende erkendelse, da dør og nu også vindue åbnedes for sidste gang: Det psykiske rum skulle samtidig forstås som fysisk virkeligt – se selv!
Scenografien etablerer fuldt ud sammenhæng, teksten har andre store kvaliteter. Og kropsliggjort af spillerne… Det er en meget stor oplevelse. Storm billetkontoret!