Vedkommende teater

Kaptajnen Carsten er sendt hjem fra Irak før tid og besøger nu sin gamle soldaterkammerat Kim og dennes kæreste Iben, som netop er flyttet ind i et hus i Hvidovre. Allerede i baggården på vej ind i teatersalen får vi et kig ind i deres forstadsidyl, når de iført hvide morgenkåber flirter og fniser i drivhuset. Alt fra gummisko til blomstervase er holdt i hvidt, og der er ”skat” og ”putti”, lir og lethed over hele linjen. Da Carsten træder ind ad døren i uniform, brydes idyllen, og selv for publikum føles situationen tå-krummende pinlig. Frank Thiel sprinter rundt i rollen som Kim, der forgæves forsøger at skabe en god stemning ved middagsbordet. Trods forsøg på at være høflig overskrider Carsten alle grænser, og som aftenen skrider frem, bliver stykkets tematiske udgangspunkt emne for en voldsom diskussion mellem Carsten og Iben: Giver det mening, at Danmark sender soldater ud i verden? Hvad sker der med soldaterne, når de igen vender hjem til Danmark og har ar på sjælen?
Andres Garfield har med Hjem kære hjem skabt en fantastisk tekst om nogle af de problemer, der opstår, når vi sender soldater i krig. Tidligere har Thor Bjørn Krebs berørt samme problematik i Om Tommy (2004), men Hjem kære hjem er i sin form mere konfronterende og stærk. Desværre er problematikken fortsat aktuel. Forestillingen er en god anledning til at diskutere de mange aspekter af den danske krigsdeltagelse rundt om i verden – her præsenteret i en vedkommende kunstnerisk form.
Det er en flot og meget virkningsfuld opsætning. Særligt Frank Thiel spiller på hele registret og vi føler med ham hele vejen igennem. Også Thomas Levin er overbevisende som den forkrampede og ulykkelige soldat, der savner en verden, han ikke kan vende tilbage til.
Hermed mine bedste anbefalinger.