Værd at få sig en opsang

Over de syv dødssynder møder vi teenagekarakter spillet med varierende gakkethed - fra det ekstreme op i dit ansigt på tredje række til fantastisk mimisk spil.

Den karikerende kvalitet er svingende, og som 'musical' er det synd, at lyden ikke er bedre i Husets Teaters pa-anlæg. Man er dog garanteret grin, da det ofte bliver absurdsjovt. Om det er relevant, må være op til den enkelte.

Man kan under ingen omstændigheder sige, at skuespillerne ikke hiver den hjem - især flot arbejde af guitaristen, der egentlig er krediteret som musikere, men kommer med morsomme ansigtsudtryk, der supplerer scenerne, der dog synes at blive jappet igennem, hvilket på den ene side holder tempoet oppe, men på den anden side ikke giver så meget plads til at indtage det gode materiale. Timingen er dog også for det meste sublim, og det er skønt med de klovnagtige tricks med pludselig at hivet skøre ting ud af ærmet.

Forvirret blev man dog, da repræsentanten for griskhed, Jessie, som går hele
vejen til Hollywoods stjerner og bliver sindssyg, viser sig at skulle repræsentere fråseri! Indvandrerkarakteren, som bare må have sin Gucci-jakke af krokolæderhud (humoristisk sang, by the way!) lå ellers lige til højrebenet for frådseri?

Generelt er det barske skæbner, som skildres, og det er her, hvor
troværdigheden, hvis man ellers kan snakke om en sådan i et så ironisk stykke, basker på kanten af styrt. Dermed ikke sagt, at det ikke også kan have sin berettigelse!